I 2018 dukkede en "gigantisk havkanon" op i Det Sydkinesiske Hav, og dens spektakulære debut tiltrak global opmærksomhed. Dette var ikke et rygtet "supervåben", men et dybt-minefartøj. Den kan operere frit på dybder på 2.500 meter og kan laste op til 39.000 tons mineraler i en enkelt operation, hvilket har stor betydning for udviklingen af mit lands mineindustri. Bemærkelsesværdigt nok genererer dette gigantiske skib et overskud på 13 millioner yuan om måneden blot gennem leasing.
>Dyb-mineralressourcer i havet
Med ankomsten af det 21. århundrede fortsætter menneskehedens efterspørgsel efter ressourcer med at stige. I betragtning af den begrænsede natur af landbaserede-mineralressourcer, retter flere og flere lande deres opmærksomhed mod dybhavet. Havet dækker 71 % af Jordens overflade, og inden for 4.000 til 6.000 meters dybdeområde af havbunden er der rigelige aflejringer af kobber-, kobolt-, nikkel- og manganknuder. Deres gennemsnitlige karakterer er henholdsvis 1,00%, 0,22%, 1,3% og 25,00%, hvilket giver grænseløs rigdom til menneskelig mineraludvikling.
>Historisk udforskning af-dybhavsminedrift
Fra 1970'erne blev dybhavsmineraler et mål for mange lande. I 1974 hævdede USA, at de udvinder ædle metaller på havbunden, hvilket tiltrak utallige investorers opmærksomhed. Men denne handling var faktisk en nøje planlagt fup. Selvom USA og andre lande investerede kraftigt, formåede de i sidste ende ikke at opnå praktiske resultater af forskellige årsager og måtte opgive deres dybhavsmineplaner.
>Udfordringer ved dyb-minedrift i havet
I øjeblikket involverer processen med havbundsminedrift typisk et minefartøj, der ankommer til målområdet, efterfulgt af indsættelse af udstyr, herunder minekøretøjer, hjælpeopskæringskøretøjer og malmopsamlingskøretøjer til havbunden. Dette kræver høj teknologisk kapacitet, herunder drift og vedligeholdelse af mineudstyr, overvindelse af komplekse havforhold og betydelige investeringer. Ydermere skal dyb-mineaktiviteter omhyggeligt vurdere deres indvirkning på det økologiske miljø, da mange dybhave-polymetalliske sulfidaflejringer er placeret nær hydrotermiske åbninger, og økosystemerne i disse områder er ekstremt sjældne og skrøbelige.
